preloader

”…Nu har jeg fået mod på at tage en uddannelse”

”…Nu har jeg fået mod på at tage en uddannelse”

Glimt fra Victors dagligdag på Finderup Efterskole

En helt almindelig onsdag aften kommer Victor gående med guitaren over skulderen. Han har netop været i samlingssalen for at øve lidt til dagens aftensang, da han har lovet Allan at spille med til sangene, der skal synges i fællesskab. Netop trygheden ved musikken og dét, at Victor havde lært at spille et instrument, tænker han særligt tilbage på, når vi snakker om skoletiden før efterskolen.

”Jeg tænker på musikken som et tilflugtssted for mig” fortæller Victor. ”Her kunne jeg finde ro og være mig selv – og faktisk være god nok. Glæden ved musikken følger mig stadig, og det er jeg så glad for”

Når han tænker tilbage på sin folkeskoletid, ser han sig selv siddende med musik i ørerne i undervisningen. ”Jeg prøvede at koncentrere mig og holde larmen ude, derfor var det bedste for mig at tage musik i ørerne” Victor sad i en folkeskoleklasse med 27 elever, hvor han oplevede et meget højt støjniveau. Oftest var det ok fra morgenen af, men op ad dagen kunne han mærke, hvordan det blev rigtig anstrengende at være i. Det var svært at følge med, opgaverne var uoverskuelige, og han kom ofte til at sidde og stirre ud af vinduet. ”Jeg så virkelig, hvor travlt lærerne havde. De var så optaget af at hjælpe alle, men det var virkelig svært at finde tid til at nå forbi mig, som krævede noget ekstra støtte. Der var bare aldrig tid nok, og jeg tror allermest, at jeg med tiden gav op. I frikvarterne havde jeg det godt med vennerne, men skoledelen skulle bare overstås. Jeg havde fuldstændig mistet troen på og lysten til nogensinde at tage en uddannelse. Jeg skulle bare væk fra alt, der havde med skole at gøre!

 

Når Victor sidder med sådanne tanker om skoletiden, kommer han alligevel frem til, hvad der gav ham skubbet til at give efterskolelivet en chance. Storebror tog på efterskole og kom hjem som meget forandret. Victor mærkede virkelig hans glæde. Han var blevet mere rolig, og Victor fortsætter: ”Vi kunne pludselig snakke sammen på en helt anden måde. Han viste interesse for mig – jeg tror, han havde lært rigtig meget om at være social og kunne rumme forskelligheder.

”Måske var det dét, der gav mig lysten til at prøve at tage på efterskole. Jeg havde i mellemtiden lært mig selv at spille guitar via Youtube, og det viste sig at være en kæmpe fordel for mig i starten på Finderup Efterskole. Når jeg havde brug for at hvile hovedet lidt, kunne jeg sætte mig med guitaren, og så kom der stille og roligt andre til. På vores første kontaktgruppetur havde jeg den også med – her sad vi på stranden og sang en aften. Det var vildt hyggeligt”.

”Men”….. fortsætter Victor: ”Guitaren kunne jo ikke klare det hele for mig. Jeg var nervøs for at starte på efterskolen. Min erfaring med skole var, at jeg ikke kunne følge med, og det håbede jeg virkelig kunne ændres. Alligevel troede jeg nok ikke helt på det. Min familie og jeg havde besøgt Finderup Efterskole, og vi vidste, at der her var særligt fokus på struktur og støtte i undervisningen. Jeg skulle gå i skole, som jeg plejer, med et fast skoleskema, men presset omkring prøverne i 9. klasse var taget fra mig. På Finderup Efterskole er det muligt at tage afgangsprøve i dansk og matematik, men tiden måtte vise, om jeg kunne blive klar til det”.

Finderup Efterskole er en lille specialefterskole for unge mellem 14 – 18 år med særlige behov. Skolen er oprettet af KFUM og KFUK og Y´s men. Her er et stærkt fællesskab båret af et kristent værdigrundlag og nærhed, støtte og omsorg er nøgleord i dagligdagen.

”Jeg oplevede ret hurtigt, hvor meget det betød for mig, at der var niveaudelt undervisning i alle de faglige timer. Jeg kom pludselig på hold med andre, som var lige med mig i den faglige udvikling. Jeg startede på et lille hold med 8 elever, hvor jeg hurtigt kunne mærke trygheden vokse. Der var ro i timerne, og jeg fik en massiv støtte, lige som jeg havde brug for. Jeg fik endda mod på at række fingeren op og bidrage mundtligt. I dansk fik jeg lov at prøve kræfter med FP9 holdet, som arbejder frem mod afgangsprøven. Det var for meget sidste år – men her er jeg rykket op i år. Her er vi 16 elever og altid 2 lærere”.

Victor er nu også begyndt at tænke fremad mod et ungdoms- og uddannelsesliv. Han føler sig i den grad styrket af at have mødt andre unge, som også har mødt udfordringer undervejs. ”På Finderup Efterskole har alle svært ved noget. Vi lærer at hjælpe hinanden, at stå sammen….. og lave en masse sjov sammen” griner han.

Selvom vi kun lige er startet på et nyt skoleår, er Victor allerede i fuld gang med at drømme om den tid, der kommer efter efterskolelivet. ”Jeg vil meget gerne være mekaniker, og det kræver en afgangsprøve i både dansk og matematik. Jeg tror på, det er muligt – og jeg vil kæmpe for det. Nu har jeg nemlig fået troen på, at skole og uddannelse også er noget for mig”.

Er du klar til faglig og personlig udvikling samt en oplevelse for livet?

Tilmed dig her