preloader

Kunst og Design

2024/02/05Book en personlig rundvisning

Kunst og design som linjefag

Linjefaget Kunst og design er for dig, som gerne vil arbejde praktisk og konkret med dine kreative evner. I undervisningen har du mulighed for at være kreativ og opfindsom, for at tænke skøre og skæve tanker, for at bruge dine evner indenfor fantasi og iagttagelse og for at sætte dine hænder på arbejde. Tanken om at skabe noget nyt ud af noget gammelt er en meget populær kunst- designtanke, og den vil vi også prøve af indenfor flere forskellige materialer.

Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs niveau og forudsætninger. Du vil både møde kendt og ukendt stof i undervisningen, da faget også har til opgave at være en øjenåbner og horisontudvider. Vi prøver i samarbejde at bygge oven på det, du allerede kan i forvejen. Er du vild med at nytænke, male eller forme, vil du få mulighed for at udfolde alle dine kreative sider.

Undervisningen foregår hovedsageligt i vores kunstlokale, men vi tager også ture ud af huset. Indimellem arbejder vi også udenfor. Faget indeholder en høj grad af medbestemmelse indenfor givne rammer. Kom endelig med bud på, hvad du kunne have lyst til at lære.

Der laves også fælles produkter til udsmykning af skolen, men i de fleste tilfælde vil du få dine egne produkter med hjem efter udstilling på skolen.

Kunst og design giver god mulighed for fordybelse. Du får mulighed for at samle dig om lige præcis dit projekt, og du vil opleve roen og freden indfinde sig. Der er tid til en god snak og et godt grin med kammerater og lærer, mens der arbejdes.

Mål

At eleverne:

  • Udvikler deres evne til at meddele sig og udtrykke sig gennem praktisk og kunstnerisk arbejde
  • Udvikler deres evne til at afkode og samtale om kulturens og kunstens billeder
  • Lærer forskellige materialer, teknikker og værktøjer at kende
  • Udvikler deres evne for abstraktion, kreativitet, fantasi og iagttagelse
  • Får kendskab til forskellige kunstretninger og kunstnere og måder at omskabe ting til noget helt nyt.

I undervisningen vil vi tilstræbe at komme ind omkring følgende billedkunstfaglige områder:

  • Farvelære
  • Billedanalyse (komposition, lys/skygge, stoflighed, balance, fortælling, budskab)
  • Tegning: iagttagelse, hukommelse, fantasi
  • Maleri: tørre og våde farver
  • Skulpturer/ rummelige billeder
  • Collage
  • Lave udstillinger
  • Besøg på museum, galleri og udstillinger

Er du klar til faglig og personlig udvikling samt en oplevelse for livet?

Tilmed dig her