preloader

Dansk

2024/10/10Infoaften d. 12. november

Dansk på Finderup Efterskole

På Finderup Efterskole vil vi rigtig gerne undervise dig i dansk på netop dét niveau, hvor du er. Danskfaget er inddelt i forskellige niveauer. Nogle bliver klar til at gå til folkeskolens afgangsprøve – og vi hjælper dig med at finde det rigtige hold.
I dansk er hovedformålet for os, at vi kan styrke dig i kunne tale, læse, skrive og lytte til dansk, så du er i stand til at opfatte, vurdere og udtrykke dig selv så varieret som muligt i forskellige situationer.
Flere dage om ugen har vi en læseblok, hvor man på små læsehold bliver styrket i læsningen.

Undervisning på det niveau, du har brug for.

Som dansklærere arbejder vi meget med genrer. Det er vigtigt at kunne skelne mellem forskellige udtryksformer og samtidig være i stand til at vurdere, hvornår de hver især skal bruges. Dette kan sagtens gøres på forskellige niveauer – nogle hold opsamler viden gennem visuelle indtryk, quiz eller leg, mens andre primært vil læse og debattere sig frem til en forståelse.

På Finderup Efterskole vil vi arbejde med de klassiske skrevne genrer som fx novellen, digtet og artiklen, men vi tager også fat i kunstværker, film og reklame. Vi læser og ser både nyt og gammelt.

Danskfaget er hele tiden nødt til at følge med. Der fremkommer konstant nye former for medier og kommunikationsformer, og dem arbejder vi også med. Er der måske en blogger, du særligt følger? Hvad er en shitstorm? Eller har du læst en sms-novelle før? De er nutidige og måske også genrer, der er lettere at identificere sig med. Modsat kræver de også, at vi lærer at forholde os kritiske til indholdet.

At kunne læse, analysere og perspektivere til andre tekster er målet frem mod en afgangsprøve i dansk. Nogle når det her hos os, andre har brug for at øve sig mere i fremtiden eller måske er målet et helt andet sted, og det er alt sammen helt ok.

Fælles for alle niveauer er, at vi bruger IT som et integreret hjælpemiddel i undervisningen. Eleverne får hjælp til at få installeret og får ligeledes vejledning i, hvordan det kan hjælpe dem i det skriftlige arbejde.

Er du klar til faglig og personlig udvikling samt en oplevelse for livet?

Tilmed dig her